Til Hvile Solen gaar

1 Til Hvile Solen gaar,
Og Dagen helder,
Og Mørk' af Nattens Braa'r
Til os udvælder;
Gud lyse selv for os og hos os være,
At Naadens Lys og Lyst
Optændes i vort Bryst
Os at regjere!

2 O store Gud, jeg maa
Rundt ud bekjende,
At jeg ei Bund kan naa
Og ingen Ende
I din Barmhjertigheds og Naades Strømme,
En Væk den anden naar,
Jeg daglig Aarsag faar
Dig at berømme.

3 Jeg, en Udlændings-Mand
som mine fædre,
Bor her i fremmed Land,
Attraar et bedre;
Min Pillegrime-Stav jeg skal henslænge,
Og gjennem Tidens Stød
Ja og den bitre Død
Til Himlen trænge.

4 Det lærer Tiden mig,
Som haver Vinger
Og let og listelig
Sig fra mig svinger,
Ja denne Dag, som nu mod Natten kvælder,
Den skyder mig ihu,
Hvor nær mit Hoved nu
Mod Graven helder.

5 O Gud, af Hjertens Grund
Min Sjæl er rede
For denne Dag og Stund
Dig at tilbede;
Du haver mig af idel Naade sparet,
Og i min Stand og Kald
Fra al Ulykkes Fald
Saa vel bevaret.

6 Du gav mig dagligt Brød
Og Legems Styrke,
Velsignelse i Skjød
Til dig at dyrke;
Jeg derfor nu mit Hjertes Harpe stemmer,
Og takker inderlig
Min Gud, som ikke mig,
Sit Barn, forglemmer.

7 Hvad jeg har mod dig gjort
I Ord og Tanke,
Det være lidt og stort,
Som dig kan anke;
Se, jeg nedfalder for din Naades Throne,
Lad din Barmhjertighed
Og Jesu blodig' Sved
Min Synd forsone!

8 Den Synd, som i mig bor,
den Udyds Kjæmpe,
Det Ukrud, i mig gror,
Jeg dog vil dæmpe;
Mit Hjerte, Herre, tag i dine Hænder!
Thi ellers er min Magt
Mod Synden snart forsagt,
Som dub bedst kjender.

9 Nu vil mit Øielaag
Opsøge Hvile;
O Gud du for mig vaag,
At Stans Pile
Fogjæves skydes ud af Dødens Bue!
Gid jeg i Søv ne maa
Og Hjertets skjulte Braa
Guds Ansigt skue!

10 Gud holde midlertid
Oppaa sin Kirke
Sit Øies Agt med Flid,
Og naadig virke,
At aldrig Herrens Lys hos os formørkes,
Men vi, til Stans Spot,
I alt det, som er godt,
Maa daglig styrkes!

11 Er Nogen her forgjet',
gud glem dem ikke,
Lad dem ei vær udslet',
men ogsaa drikke
Udaf din Naades overslødig' Vække,
Lad Naadens vældig Arm
Til hver nødtørstig Barm
Sig selv udstrække.

12 For dermed, Verden, vel!
Jeg vil nu sove,
Paa Herren har min Sjæl
Sat Lid og Love;
Jeg mine Børn hos mig nu indelukker,
Som først med Ydmyghed
Sig selv til Jorden ned
For Herren bukker.

13 Saa sover jeg dermed,
Gud skal ei vige
Bort fra mit Sove-Sted,
Men til mig sige:
Sov nu, mit Barn, og svød dig i dit Klæde,
Du vaagne skal engang
Blandt Fryd og Engle-Sang
I evig Glæde!


Source: Psalmebog, udgiven af Synoden for den norske evangelisk-lutherske Kirke i Amerika (2nd ed.) #485