Ophøiet Jesu, søde Lyst

1 Ophøiet Jesu, søde Lyst
For Sjælens klare Øie,
Jeg, som mig altid ved dit Bryst
Saa liflig kan fornøie,
Jeg knæler for din Throne ned
Og vil din store Kjærlighed
Ved Frydesang ophøie.

2 Du er et Lys, bestraaler mig
Med idel Fryd og Glæde,
Mit Hjerte derved skynder sig
Paa Livsens Vei at træde;
Tag han mit Hjerte, Sind og Sands,
Og fyld den med dit Lys og Glands
Fra Himlens lyse Sæde!

3 Du er min sikre Himmelvei
Til Livsens Land at vinde,
Hvo det forstaar, han vandrer ei
Med Verdens Flok iblinde;
Ak, lad mig ei indbilde mig,
At kunne Himlen uden dig,
Min søde Frelser, finde!

4 Du, du er Sandhed selv, hvorpaa
Jeg fast og stadig bygger,
I dig er Liv og Kraft at faa,
Alt uden dig kun Skygger;
Befæst min Sjæl i Livsens Trin,
At jeg ei paa det bare Skin
Og løse Grunde bygger!

5 Du er mit Liv, ved dig jeg kan
I Gud mit Levent føre,
Din Aand mit Hjertes tørre Land
Kan skjønt og frugtbart gjøre
Ved Himlens Dug og Livsens Saft;
Ak, lad dog denne Levekraft
I Sjælen ei ophøre!

6 Du er mit søde Himmelbrød,
Din Faders største Gave,
Hvoraf min Sjæl i Hungersnød
Kan Kraft og Styrke have.
O, gjør mig levende og glad,
Og lad mig ikke Sjælemad
Af Verdens Lyst tillave!

7 Du er min Drik saa sød og Sund,
At lædske mig og fryde:
Hvo dig har smagt i Hjertens Grund,
Vil altid mere nyde;
O Væld! jeg tørster efter dig;
O, lad din Sødheds Strømme sig
Udi min Sjæl udgyde!

8 Du er mit Slot, min Skjærm og Skjøld,
Min Borg paa Klippe bygget,
Hvor jeg mod alle Fienders Vold
Er sikker og betrygget.
O lad mig blive kun i dig!
Jeg, ved du vil opholde mig;
Dit Løste staar urygget.

9 Du er in Hyrde, som saa mild
Og trofast var, at hente
Min arme Sjæl, der den saa vild
I Synden fra dig rendte;
O, tag i Agt dit arme Faar,
At jeg ei skilles fra din Hjord,
Men Himlen vist kan vente!

10 Du er min Ven i Nød og Død,
Som mig fuldkommen eier,
Min Broder mer end Honning sød,
Min Moder, som mig pleier,
Min læge naar jeg findes svag,
Min Skat og Glæde Nat og Dag,
Som over Alting veier.

11 Du er min stærke Helt i Strid,
Mit Pantser, Skjold og Bue,
Min Trøstere i Trængsels Tid,
Som al min Nød kan lue,
Mit Skiv i Sorgens fæle Sø,
Med dig jeg leve vil og dø
Og saa for Intet grue.

12 Du er i Hjertesorg min Trøst,
Min Glæde, naar jeg smiler,
Min daglig' Tidsfordriv og Lyst,
Min Hvile, naar jeg hviler,
Og hvordan det mig end skal gaa,
Saa kan jeg være glad og paa
Din Naade aldrig tvivler.

13 Fra Verden flyr min Sjæl til dig,
Min enest Udvalgte1
Mit Hjerte vil jeg ofre dig
Og dig mit Alting kalde;
Alt, hvad jeg ønsker, er du mig,
Ak, lad mit Hjerte idelig
Kun dig igjen befalde!

Source: Psalmebog, udgiven af Synoden for den norske evangelisk-lutherske Kirke i Amerika (2nd ed.) #196