Lov og pris og evig Ære

1 Lov og Pris og evig Ære
Ske dig, o treenig Gud,
Som vor Troes rene Lære
Rev af Mørkets Fængsel ud!
Da dit Lys var næsten slukt,
Eller alt for ilde brugt,
Satte du det paa sin Stage,
Gav din Kirke klare Dage.

2 Du lod Olje-Bække flyde
Ned fra Sandheds Kildervæld,
Du lod Aaget sønderbryde,
Du gav Sandheds Venner Held.
Du en Luther ruster ud,
Og ved dette Sendebud
Tordner ind i Nattens Mørke:
Kommer, lærer Gud at dyrke!

3 Altid, naar din Kirke heldte
Truende med hastigt Fald,
Altid, naar i Nød det gjeldte,
Fik en Sandheds Tolk dit Kald,
Aand og Lys og Kraft og Mod,
Saa at fast din Kirke stod
Over alle rigers Alder,
Og skal staa, til Verden falder.

4 Gud til vilde Dyr ei giver
Denne Turteldues Sjæl.
Kirkens Sæde flytter bliver
Til en anden Verdens-Del.
Da for Jordens østre Kant
Kundskabs gyldne sol oprandt,
Var her Nat i disse Lande,
Ingen kjendte Gud, den sande.

5 Derfra Lys til Vester iler,
Sildig det til Norden kom,
Men hvor længe mon det hviler,
Før det dreies Jorden om?
Og hvo ved, om Natten snart
komme skal med vældig Fart,
Jage Dagen bort til Andre;
Her er Lys, o lad os vandre!

Source: Salmebog for Lutherske Kristne i Amerika #452