1 Hvo vil nu Herrens Udvalgte beskylde?
Gud os i Kristus retfærdige gjør,
Her er i Jesus Velsignelses Fylde,
Her er Guds Naade og Himlenes Dør;
Troen brød gjennem al Angestens Pile,
For i sin Frelsers Vunder at hvile.
2 Aldrig kom dette Guds Engle for Øre,
Før de begyndte Guds Harper at slaa,
Budskadet var dem saa lifligt at høre!
Himlenes hele Forsamling tag paa;
Amen! Halleluja! Seiren er vundet,
Jesus sit Faar, det fortabte, har fundet!
3 Op da, I Troende, Herrens Udvalgte!
Kjender dog Faderens kjærlig Sind,
Hjertens fortrolig ham Abba at kalde,
Nærmere træng ham i Armene ind,
Takker for den uskatterlige Ære,
At I hans Sønner og Døtre maa være!
4 Roser, hans viseste Tugtelsesmaade,
Ynder og elsker og kysser hans Ris;
Selv sig i Verden at føre og raade,
Det er de Kjælnes vanartige Vis;
Vandere salledes, at Hver kan fornemme,
Hvem I tilhøre, og hvor I har hjemme!
5 Skal man af Børnene Faderen kjende,
Skal vores Vandring i Lyset bestaa,
O, hvor maa Kjærligheds Lue da brænde,
Overnaturlige Sager formaa,
Faderens Dyder i Gjerningen prise,
Saa vi vor Fiende Velgjerning bevise.
6 O, den uendelig inderlig gode,
Kjærligste mildeste, sødeste Gud,
Gjører ham aldrig bedrøvet tilmode,
Følger, som Børnene Faderens Bud;
Hvad han nu siger, det gjører og lader,
Viser, hvor meget I elske vor Fader!
7 Hjælp os, vor Fader i Himmelens Rige,
Altid at ære dit herligste Navn,
Daglig jo mere at vorde dig lige,
Ro i din Villies mildeste Favn,
TrOst mod vor Mangel og Fristelser Plage,
Ja, midt i Døden min Kjærlighed smage!
Source: Salmebog for Lutherske Kristne i Amerika #686