1 Farvel med dine Gange,
Du vellystfulde Vei!
Lad Andre paa dig prange,
Jeg siger evig nei,
Din Ende er for haard,
Mig lyster ei at trine
Paa Roser til den Pine,
Som ingen Ende faar.
2 Farvel, du brede Stræde,
Du ser mig aldrig mer!
Bort, syndigt Selskabs Glæde,
Som i din Jammer ler!
Du er mig altfor led,
Lod Andre tænke andet,
Jeg kalder dig forbandet,
Saa stor du er og bred.
3 Dig, rette Vie, jeg ynder,
Som gaar til Himlens Land,
Paa dig jeg nu begynder
At trine, hvad jeg kan,
At dræbe Kjød go Blod,
Og Verdens Lyst forsage,
Og har det end sin Plage,
Saa er dog Enden god.
4 Velan, I fromme Hjerter!
Jeg følger eders Trop
Igjennem mange Smerter
Til Himlens Glæde op;
Lad møde, hvad der maa,
Det har slet ingen Fare,
Naar vi den Ondes Snare
Kun ret forbi kan gaa.
5 O Jesu, se, hvor farlig
Er vores Vandringsfærd,
Hjælp, at vi vandre varlig,
Og vær os altid nær!
Vis os, hvordan vi skal
I dine Fodsport ile,
Saa kan vi snart os hvile
I Himlens Brudesal!
Source: Psalmebog, udgiven af Synoden for den norske evangelisk-lutherske Kirke i Amerika (2nd ed.) #356