Et er nødigt, dette Ene

1 Et er nødigt; dette Ene
Lær mig, Gud, at kjende ret!
Verden kan mig intet tjene,
Tynger kun og gjør mig træt;
Den er kun er Byrde, som nager og plager,
Hvor Sjælen dog ingen ret Liflighed smager,
Men faar jeg det Ene for al Ting kun fat,
Da bliver mig en Ting for al Ting min Skat.

2 Vil du dette ene tage,
Søg det ei paa denne Jord!
Lad, hvad jordisk er, tilbage,
Søg det oppe, søg det, hvor
Sig Guddom og Manddom forenede finde,
Og hvor al Fuldkommenheds Fylde er inde;
Der, der er det ene Nødvendige ret,
Der, der ei mit Ene, mit Alting i Et.

3 Som Marias Hjerte-Rødder
Søgte denne ene Skat,
Da hun sig ved Jesu Fødder
Fuld af Længsel havde sat;
(Hans Tale var liflig i Hjerte og Øre,
Hun vilde saa gjerne hans Vilje faa høre,
Hun smagte den Sødhed, i Frelseren laa,
Han ene for hende var Alting at faa):

4 Saadan længes jeg med Smerte,
Søde Jesus efter dig;
Lad dig finde i mit Hjerte,
Overgiv dig dog til mig!
Og ville end mange til Verden sig vende,
Saa vil jeg dog efter dig løbe og rende,
Du haver det evige Saligheds Ord,
I dig hele Himmeriges Herlighed bor.

5 O, al Visdoms Vælde-Kilde,
Lad den træske Slange ei
Mig forføre og forvilde
Fra den rene Sandheds Vei!
Men at jeg enfoldig i Ydmygheds Gange
Din Visdom kan søge og finde og fange,
At kjende dig, Jesus, og have dig kjær!
Saa er jeg til Himlen og Evighed lærd.

6 Jeg for Gud kan intet bringe
Uden dig og dine Saar,
Under din Forsonings Vinge
Jeg for Gud frimodig staar;
En evig Retfærdighed du os fortjente,
Der Pinen og Døden dit Hjerte omspændte;
Der har jeg de Klæder, der smykker mig ud,
At prange for Thronen som deiligste Brud.

7 Nu, saa lad mig her opvækkes
Til et helligt Liv i dig,
At det Onde daglig svækkes
Ved din store Kraft i mig!
Thi hvad mig til gudelig Vandring i Livet
Kan tjene, er i dig, min Jesus, mig givet;
Riv fra mig al Kjødets forfængelig Lyst,
Saa lever jeg dig, du min eneste Trøst!

8 Ja, hvad skal jeg mere sige?
Her er Naadens fulde Flod!
Du gik ind i Himmerige
For mig engang med dit Blod,
Du derved en evig Forløsning har funden,
Hvorved jeg er hjulpen og reddet i Grunden;
Guds Hjerte er aabnet ved denne din Gang,
Thi synger jeg Abba med frydelig Klang!

9 Sjælen veed af ingen Byrde,
Har er frit og lystigt Mod,
Den er ført udaf sin Hyrde
Ind til Livsens Eng og Flod.
Ei nogen Forfriskning mod denne kan veie,
At have sin Jesus, ham evig at eie,
Slet intet mig glæder og dæmper min Ve
Foruden min Jesus i Troen at se.

10 Derfor Jesus, han mit Ene
Og mit Alting være skal.
Prøv om jeg det ret vil mene,
Eller er blandt Hykler-Tal;
Se om jegmig vender i Sikkerheds Leie,
Og før mig paa Livets de evige Veie,
At agte for Skade al Vellysters Flok
Og Jesus at vinde–han ene er nok

Source: Salmebog for Lutherske Kristne i Amerika #534