Du skjænker mig dig selv

1 Du skjænker mig dig selv,
Du selv min Del vil være,
Min Jesus, ak hvad skal
Jeg dig igjen forære?
Alt, hvad jeg er og har,
For intet regnes kan,
Alt, hvad jeg kan og veed,
Det veier ei et Grand.

2 Du skjænker mig dig selv,
O Sol, min Sjæl at glæde,
Bort Sorg, hvor kan jeg nu
Bedrøvet gaa og græde!
Thi Jesus skinner nu
Saa liflig i mit Bryst,
Og glæder Hjertet med
Sit klare Lys og Lyst.

3 Du skjænker mig dig selv,
O Manna, mig at føde,
Min Sjæl er mæt, som før
Var hungrig, tom og øde,
Du haver gjort mig stærk
Paa denne Ørkens Vei,
Jeg haver Forraad nok,
Saa jeg vansmægter ei.

4 Du skjænker mig dig selv,
O klare Livsens Kilde!
Dit himmelsøde Væld
Kan al min Tørst formilde;
Naar jeg er fuld af Sorg,
Og Verdens Trøst gi'r Meen,
Saa er den Kilden sød,
Livssalig, god og ren.

5 O, tag til Takke med
Det, jeg igjen kan gjøre,
Mit Hjerte længselsfuldt
Begynder sig at røre,
Og vil opofres dig;
Jeg selv min Ringhed ser,
Men tag mig, som jeg er,
Jeg har jo intet mer!

6 Min Tro jeg skjænker dig,
Min Brudgom! jeg er Bruden,
Jeg vilde heller dø,
End leve dig foruden;
Jeg lever – ikke jeg,
Du lever selv i mig,
Og hvad jeg lever nu,
Det lever jeg i dig.

Source: Salmebog for Lutherske Kristne i Amerika #314