De ord, som du mig lader hoere

1 De Ord, som du mig lader høre,
Dem kysser jeg i Hjertets Grund,
At du, o store Gud, dit Øre
Vil bøie til min Betler-Mund;
Jeg frit min Sag skal sige frem,
Og bære Hjælpen fra dig hjem.

2 Dit Raad jeg da vil trøstig følge,
Til Naadestolen træde ind,
Jeg vil den mindste Ting ei dølge,
Som tynger mig udi mit Sind,
Skjønt du tilforne veed saa vel
Min Tarv og Trang til Liv og Sjæl.

3 Dog, at min ringe Talemaade
Dig, store Konge, tækkes maa,
Saa giv mig dertil Aand og Naade,
At Bønnen kan af Hjertet gaa,
At jeg, som er kun Støv og Jord,
Kan staa med himmelskikked' Ord!

4 O Helligaand, du vil ei tage
Din Bolig der, hvor Synder ske;
Men kom, mit Hjerte at ransage,
Og mine Tanker gjennemse,
Driv alt det Onde straks paa Dør,
Som i din Virkning Hinder gjør!

5 Saa skal mit Abba lifligt klinge,
Naar du har Hjertets Harpe stemt,
Saa skal jeg Gud mit Offer bringe,
som ham er kjært, og ei bli'r glemt,
Naar du har samlet Hu og Sind,
Og viet dig dit Tempel ind.

6 Ved dig i Jesu Navn jeg vover
At bære frem til Gud min Bøn;
Min Fader, giv mig, hvad du lover
At skjænke mig udi din Søn!
Og lad det blive mig tilkjendt,
Hvad Jesus haver mig fortjent!


Source: Salmebog for Lutherske Kristne i Amerika #403