Nu fryde sig hver en kristen mand

1 Nu fryde sig hver en christen Mand
Nu juble hvert Hjerte, hver Tunge,
At Alle som En vi trøstig kan
Med Lyst og Kjærlighed sjunge
Om det, som Gud imod os har ted
Af sin den store Barmhjertighed:
Forløst han haver os dyre.

2 I Djævelens Vold jeg fangen laa,
Fortabt og fordømt til Døde,
Min' Synder mig Dag og Nat laa paa,
Jeg havde stor Angst og Møde
Og altid sank jeg dybere ned,
Der var ingen Raad, ei Salighed,
Jeg var i Synden undfangen.

3 Min' gode Gjerninger hjalp mig ei
Til Døden at overvinde,
Den stærke Djævel han sagde Nei,
Og vil ei lade sig binde
Af mig eller noget Kreatur,
Jeg var i hans Vold af min Natur,
Fordømt til den evige Pine.

4 Der var og Ingen i Verden til,
Mig Arme forløse kunde,
Jeg ved ret aldrig, hvorhen jeg vil,
Jeg maa til Helvedes Grunde
Alt for Guds Vrede, mig over er,
Og Syndens Byrde, som jeg nu bær,
Forvist saa maa jeg fortabes.

5 Da ynkedes Gud i Evighed
Saa saare ved mig Elende,
Han tænkte paa sin Barmhjertighed,
Og vilde mig Hjælpen sende;
Sit Faderhjerte han vendte til mig,
Og kostede paa mig uden Svig
Det Kjæreste, som han havde.

6 Han talede til sin kjære Søn:
Det er nu Tid at forbarme,
Far hen, du min Hjertens Krone skjøn,
At fri og frelse de Arme,
Og løse dem ud af Syndens Nød,
Og dræbe den haarde, bitre Død,
Og lade dem med din leve.

7 Guds Søn sin Fader lydagtig var,
Han kom hid til mig paa Jorden,
Og født af en Jomfru ren og klar,
Han vilde min Broder vorde;
Saa lønlig førte han her sin Magt,
Og vandrede om i min arme Dragt,
For Djævlen vilde han fange.

8 Guds Søn han sagde: Hold dig til mig,
Saa trygt paa mig du maa lide,
Jeg giver mig ganske hen for dig,
For dig saa vil jeg nu stride;
Thi nu er jeg din, og du er min,
Og hvor jeg er, jeg tager dig ind,
Den Fiende skal os ei skille.

9 Paa Jorden udflyde skal mit Blod
Og Livet det maa jeg miste,
Men dette sker dig til Syndebod,
Derpaa skal du tro og trøste;
Mit Liv beseirer din Død med Magt,
Al Verdens Synder paa mig er lagt,
Derved er du salig vorden.

10 Til Himmels igjen til Fader min
Jeg farer fra dette Elende,
Men der vil jeg være Mester din,
Og dig den Helligaand sende,
Han trøste i Angest skal din Sjæl,
Og lære dig mig at kjende vel,
Og dig i al Sandhed lede.

11 Hvad jeg paa Jorden har lært og gjort,
Det skal du gjøre og lære,
Saa voxer Guds rige og bliver stort,
Hans hellige Navn til Ære.
For Menneske-Lærdom vagte dig,
Thi den er falsk os fordærvelig,
Guds Ord evindelig bliver.

Source: Psalmebog, udgiven af Synoden for den norske evangelisk-lutherske Kirke i Amerika (2nd ed.) #286