Jesus annammer Syndere

1 Jesus annammer Syndere,
Som føle Syndens Morder-Pile,
Og ei mod deres Sjæleve
Kan finde Trøst, Hjælp eller Hvile.
Hvem Verden selv for snever er,
Som ei sig selv mer have kjær,
Hvem Moses vil aldeles døde,
Og Helved plat lægge øde,
De denne Fristad aabnet se,
At han annammer Syndere,
At han annammer Syndere.

2 Hans faderlige Hjertelag
Drev ham fra Himlen ned paa Jorden;
For os at fri fra Ve og Ak
Er Jesus selv forbandet vorden,
Han tag paa sig vor store Nød,
Og den af os fortjente Død,
Han selv, som blev for os aflivet,
Har til et Offer sig hengivet,
der os med Gud forsonede;
Se, han annammer Syndere!
Se, han annammer Syndere!

3 Nu er hans Hjerte, Arm og Skjød
En Tilflugt for beklemte Sjæle,
Der er' de fri for Dom og Død,
Slet ingen Sorg dem mer skal kvæle,
Han tvætter deres Synder af
Udi sit Blods det rOde Hav,
Saa han paa dem ei mer vil tænke,
den aand, som han dem monne skjænke,
Dem lader idel Naade se;
Thi han annammer syndere,
Thi han annammer Syndere.

4 O, kunde du hans Hjerte se,
Som længes Syndere at finde,
Saavel de end Vildfarende,
Som de, hvis Angers Taarer rinde!
Han leder efter Toldere
Og sig antager syndere;
Og saadan som han var herneden,
Saa er han end i Herligheden,
En inderlig Forbarmere,
Som vil annamme Syndere,
Som vil annamme Syndere.

5 Saa kom da Hver, som Synd har gjort,
Og ei i Synden finder Hvile,
Til ham, der Ingen viser bort,
Som vil nedbøiet til ham ile!
Hvorfor mon du omkomme vil,
Da han dig byder Naade til?
Vil du nu Synden længer tjene,
Da han vil redde dig Urene?
Slip Syndens Vei, til Jesum se!
Thi han annammer Syndere,
Thi han annammer Syndere.

6 Kom ussel, bøiet, jammerlig,
Kom kun, og lad dig ei bortjage!
Hvor haardt end Byrden trykker dig,
Vil dog hans Naade dig antage.
Se, hvor hans Hjerte aabent staar,
Og hvor han dig i Møde gaar!
Se, hvor han selv dig drom beder
Og efter dig med Smerte leder!
Kom da, du arme Orm, og se,
At han annammer Syndere!
At han annammer Syndere~

7 Sig ei: min Synd er altfor svar,
Jeg jo hans Naade og hans Gaver
Saa lang en Tid foragtet har,
Forgjæves han mig kalder haver.
Saafremt det nu dit Alvor er,
Og du for Synden Sorrig bær,
Skal ingen Ting hans Hænder binde;
Tro kun, saa skal du naade finde,
Han ganske vist skal Hjælp bete;
Thi han annammer Syndere,
Thi han annammer syndere.

8 Dog sig ei: jeg vel vente tør,
Jeg leve vil, som det mig lyster,
Gud lukker ei strax Naadens Dør
For mig, derved min Sjæl sig trøster.
Nei, mens han kalder, da hør til,
Kom snart, nu han dig kalde vil!
Hvo som den Dag i Dag vil drOmme,
Han kan snart Naadens Tid forsømme,
Dens Dør bli'er lukt evindelig;
Kom, nu vil han annamme dig!
Kom, nu vil han annamme dig!

9 Ja, drag os selv, o Jesu mild,
Ret hen til dig og til dig Rige,
Med hellig Naades-Hunger fyld
Os alle Adams Børn tillige!
Naar Sjælen fuld af Pine er,
Vis os, dit Hjerte har os kjær;
Naar os vor Nød ei lader hvile,
Lad os ei stille staa men ile,
Til vi kan sige hver for sig:
Min Jesus og annammer mig!
Min Jesus og annammer mig!

Source: Psalmebog, udgiven af Synoden for den norske evangelisk-lutherske Kirke i Amerika (2nd ed.) #341