Herre, du levende Gud og min Fader

1 Herre, du levende Gud og min Fader,
Naadig, barmhjertig, taalmodig og mild,
Se dog, hvor Synden mig smerter og skader,
Ak, jeg har faret saa sørgelig vild!
Ja, jeg har syndet, det maa jeg bekjende,
O at der dog maatte blive en Ende!

2 Hvorledes tør jeg nu Fader dig kalde,
Vente i dig mer en naadefuld Gud,
Naar jeg i Synden saa dybt kunde falde,
Og har saa skammelig brudt dine Bud?
Jeg er ei værd, at mig syndige Øie
Skulde beskue Guds Himmel den høie.

3 Jeg er dig, Herre, ti tusind Pund skyldig,
Og har forspildt al den Naade, du gav,
Ingen Betaling jeg har, som er gyldig,
At du for Gjælden vil løse mig af,
Og dersom du vil med Retten fremfare,
Et kan jeg ikke til Tusinde svare.

4 Vil jeg mig skjule, og fra dig bortvige,
Hvor jeg henkommer, det veed du saa grant,
Far jeg til Himmels, til Afgrunds deslige,
Eller til Havets den yderste Kant,
Skal dog din høire Haand der mig oplede,
Fordi du er allevegne tilstede.

5 Hvad da? O Herre, skal jeg nu forsage,
Vil du vel bryde det knusede Rør?
Er der da nu ikke Naade tilbage,
Har du tillukket din Miskundheds Dør?
O nei, det kunde min Gud ikke ville,
At det skal gaa mig evindelig ilde.

6 Herre Gud Fader, jeg beder saa saare:
Tag mig til Naade, saa arm som jeg er!
Jesus han udgjød den blodige Taare,
Fordi han havde min Salighed kjær;
Ordet fra Korset Tilgivelse lover,
O, hvor mit Hjerte sig glæder derover!

7 Herre, din Miskundhed aldrig har Ende,
Tak, at du ikke vil Synderes Død!
Jeg mine Synder vil rentud bekjende,
Angerfuld klager jeg for dig min Nød;
O, naar jeg blot kunde rettelig bede,
Engle i Himmelen skulde sig glæde!

8 Og naar jeg hører min Jesus at kalde,
Brænder mit Hjerte af længsel i mig:
Kommer besværede Syndere alle,
Jeg vederkvæge og styrke skal dig!
Skulde fra ham jeg mig selv udelukke,
Hvor maatte Himmelen over mig sukke!

9 Derfor saa vil jeg nu banke og lede,
Indtil min Herre oplader for mig,
Hjertelig raabe ham efter, og bede:
Herre, vær naadig, miskunde nu dig!
Angerens Taare fra Øiet sig skynder:
Tænk ikke paa mine blodige Synder!

10 Ak, jeg har syndet med Ord og med Tanker,
Tidlig og silde med Gjerning og Raad,
Derfor jeg aldrig kan slippe met Anker,
Favner min Jesus med Bøn og med Graad,
Indtil han siger: Frimodig min Kjære!
Synderne alle tilgivne dig ere.

11 Naar du saa kommer, det kan du vel vide,
Var dine Synder end røde som Blod,
Skal de dog blive som Sneen hin hvide,
Vær du kun rolig og ved et frit Mod;
Helvedes Magter de skulle dig slippe,
Jeg er dit Skjold og din Saligheds Klippe.

12 Gud har tilgivet! Hvad Glæde at sige:
Gud er min Fader, og jeg er hans Ven!
Nu skal jeg aldrig, nei aldrig ham svige,
Aldrig saa skammelig synde igjen;
Gud vil mig ogsaa Velsignelse give,
At jeg kan efterdags frommere blive.

13 Nu er mit Hjerte lyksaligt af Glæde,
Gud være lovet, som hørte min Bøn!
Lad nu kun Synden og Satan fremtræde,
Nu har jeg hørt: Vær frimodig, min Søn!
Aldrig, nei aldrig jeg gjør, hvad de ville,
Ingen skal mig fra Guds Kjærlighed skille.

Source: Salmebog for Lutherske Kristne i Amerika #395