1 Guds Engle, de sig glæde
I Himlens Herlighed,
Naar Syndere aftræde
Fra Uretfærdighed,
Sin Frelser stadig tjene,
Lovsyngende hans Navn,
Sig med Guds Børn forene,
Hvem Jesus tar i Favn.
2 Det kosted Jesus Møie
at vri vor Sjæl fra Ve;
Betænke vi det nøie,
Hvor svar hans Lidelse,
Da maa vi alle sige,
Det vist paa tide er
Fra Syndens Vei at vige
Og faa ham hjertens kjær.
3 Det er den dyre Gave,
Vor Frelsere og Gud
Vil af os alle have:
Vor sjæl til Kirkebrud,
Som dagligen vil stræve
I Naadens Pagt at staa,
For Jesus Kristus leve
Og gjerne til ham gaa.
4 Naar Hjertet Glæden smager
Ved Syn paa Evighed,
I Hjertet da inddrager
Sand Næsterkjærlighed,
Som ei vil være lunken
For Frelsens dyre Sag,
Naar næsten er nedsunken
I Synden Nat og Dag.
5 Den Kjærlighed tilraaber:
Arbeid, arbeid med Flid,
Den venligen os raader
At nytte Nadens tid
til Næsten at udrive
Fra Syndens haarde Baand,
Saahan kan lydig blive
Det Livets Ord og Aand.
6 O, hvor denSjæl vil blive
Af dybest Grund dog fro,
Naar den vil ærlig give
Sin Frelser Hjertets Tro!
Da glædes vi tilhobe
I Jesu Kjærlighed,
Og glad vi begge raabe:
Vær hilset, dyre Fred!
7 O, give Gud, at mange
Maa lægges til det Tal,
Hvis Ord og Daad og Sange
Bekjende Kristi Kald,
Hvor Kjærligheden findes
Med ydmygt Sind i Pagt,
Og Sjælen altid mindes
At have Gud i Agt.
8 Vor Gud at give Ære
Og tjene Næsten her,
Lad det vort Livsmaal være
Med hvad, vi har og er,
Da midt i Døden have
Vi Liv i Troens Fred
Og Troens Naadegave:
En evig Salighed!
Source: Salmebog for Lutherske Kristne i Amerika #660