Et Suk igjennem Verden gaar

1 Et Suk igjennem Verden gaar;
Ei Verden selv det Suk forstaar,
Som klager fra dens Hjerte.
Hvor høit den ler og larmer, dog
Der bor i Hjertets dybe Krog
En svag, en lønlig Smerte.

2 Men, Kristen! du det Suk forstaar,
Hvori al Verdens Hjerte slaa,
Thi det har fyldt dit eget.
Ja, du forstaar den sagte Røst,
Da for din Herres søde Trøst
Dit Suk, din Sorg er veget.

3 Din Sjæl har hørt det Ord fra Gud,
Som toner i al Verden ud
Om Livet af hans Naade.
For Livets Kræfter i din Aand
Er brudt, og løst din Tunges Vaand,
Guds Ord har løst din Gaade.

4 I Verdens Ørk, i golde Støv,
gaar Adamsætten stum og døv
Og blind for Livets Strømme.
Fra Himlen lyder Herrens Ord
Om Lyst og Liv paa dunkle Jord;
Men Verden gaar i Drømme.

5 Kun naar Guds "Ephata" i Sind
Slaar ned som Lyn og tr'nger ind,
Det lysner over Dale.
Da Strømmer Livets Flod i Aand,
Og Læben uden Tungebaand
Om Himlens Lyst kan tale.

Source: Salmebog for Lutherske Kristne i Amerika #676