1 I denne søde Juletid
Tør man sig ret fornøie,
Og bruge al sin Kunst og Flid,
Guds Naade at ophøie;
Ved ham, som er i Krybben lagt,
Vi vil af ganske Sjælemagt
I Aanden os forlyste;
Din Lov skal høres, Frelsermand!
Saa vidt og bredt i Verdens land,
At Jorden den skal ryste.
2 En Søn, den Søn af Davids Rod,
Som og er Gud tillige,
For Verdens Synders Skyld forlod
Sit søde Himmerige;
Det var ham svart at tænke paa,
at Verden skulde undergaa,
Det skar ham i hans Hjerte;
I saadan Hjertens Kjærlighed
Han kom til os paa Jorden ned,
At lindre vores Smerte.
3 Vor Tak vi vil frembære da,
Endskjønt den er kun ringe;
Hosanna og Halleluja
Skal allevegne klinge;
Guds Art er kommen i vor Leir,
Thi sjunge vi om Fryd og Sei'r,
Mens Hjertet sig kan røre;
Vi sjunge om den søde Fred,
At Helvede skal skjælve ved
Vor Julesang at høre.
4 Gud er nu ikke længer vred,
Det kan vi deraf vide,
At han har sendt sin Søn herned
For Verdens Synd at lide;
Det vorde vidt og bredt bekjendt,
At Gud sin Søn for os har sendt
Til Jammer, Ve og Vaade;
Hvo vilde da ei være fro
Og lade al sin Sorg bero
Paa Jesu søde Naade.
5 Som Natten aldrig er saa fort,
Den jo for Solen svinder,
Saa farer al min Kummer bort,
Naar jeg mig ret befinder,
At Gud saa hjertens inderlig
Af Evighed har elsket mig,
Og er min Broder vorden;
Jeg aldrig glemmer disse Ord,
Som klingede i Englechor:
Nu er der Fred paa Jorden.
6 Og blandes end min Frydesang
Med Graad og dybe Sukke,
Saa skal dag Korsets haarde Tvang
Mig aldrig Munden lukke;
Naar Hjertet sidder mest beklemt,
Da bliver Frydens Harpe stemt,
At den kan bedre lyde,
Saa Korset selv, naar Jesus vil,
Maa ogfaa hjælpe Sjælen til
Med Salmer at udbryde.
7 Halleluja! vor Strid er endt.
Hvo vilde mere klage?
Hvo vilde mere gaa bespændt
I disse Frydedage?
Syng høit i Sky, Guds Kirkeflok:
Halleluja! nu har jeg nok;
Den Lyst er uden Lige1
Halleluja! Halleluja!
Guds Søn er min, jeg gaar herfra
Med ham til Himmerige.
My Starred Hymns
My FlexScores
My Hymnals
My Purchased Files
