1 O Jesu, gaar du da din Vei?
Mig Kjød og Blod forstaar det ei;
Du gaar dog kun til Faderen,
O drag mig, jeg vil og derhen!
2 Igjennem Dødens mørk Dal,
Igjennem Pine, Spot og Kval,
Du, Jesu, gik frimodelig,
O, gid jeg kunde følge dig!
3 Hvor jeg og i dit Fodspor gaar,
Der ser jeg Jammer, Blod og Saar,
Den hele Vei den banet er
Med Kors og Torner her og der.
4 Al Verdens Synd i Veien stod,
For den du skulde gjøre Bod,
Ja Satands Vold og Vredes Baal
Og Syndens galdegiftig Skaal.
5 Dog turde du, o Jesu, gaa,
Hvorfor vil jeg da stille staa
Og grue, naar jeg Døden ser,
Ret som mig noget Fremmed sker?
6 Nei, nei, o Jesu, jeg har godt
Udaf din Bortgang, Død og Spot,
Du sendte mig, der du gik hen,
En Talsmand i dit Sted igjen.
7 Naar Vantros Synd mig tager ind,
Og min Selvklogskab gjør mig blind,
Da viser han mig, at jeg faar
Retfærdighed i Jesu Saar.
8 Han trøster mig, at Satans Magt
Ved Jesu Død er ødelagt;
Vel maa han bide i min Hæl,
Men trods han skade kan min Sjæl!
9 O Sjæl, vær derfor fro og glad,
Naar fra din Krop du skilles ad,
Lad Synd og Satan med sin Svig
Ei for et Haar forstrække dig!
10 Din Jesus dig har dyrekjøbt,
Og tæt i sine Vunder svøbt,
Der skal ei Satan faa dig ud,
Thi du er Jesu kjære Brud.
11 Gak derfor med Frimodighed,
Naar Stunden er, og vær bered
At sige Verden et gode Nat,
Og tage Livsens Krone fat!