Psalmebog, udgiven af Synoden for den norske evangelisk-lutherske Kirke i Amerika (2nd ed.) ‎#117

117. Hvor Gud mig fører, gaar jeg glad

1 Hvor Gud mig fører, gaar jeg glad,
Han, ikke jeg, skal raade,
Jeg kalder alletider, hvad
Min Gud mig skikker Naade;
Gud fører mig dog lige hjem,
Thi gaar jeg altid trøstig frem,
Og paa hans Hjerte drister.

2 Hvor Gud mig fører, gaar jeg med,
Hans egen Haand mig fører,
Skjønt Kjødet lider sin Fortræd,
Og Sindet tidt oprører;
Hvor Gud mig fører her og hist,
Det kalder jeg ustridig vist
Min allerstørste Vaade.

3 Hvor Gud mig fører, vil jeg fri
Hans Trofasthed bekjende,
Og kysse paa den trange Sti,
Som har saa fød en Ende;
Hans allerbedste Villie ske!
Paa den vil jeg alene se
I Livet og i Døden.

4 Hvor Gud mig fører, vil jeg mig
Ham ganske overgive,
Og synes Sagen underlig,
Han ved dog nok at drive,
Hvad han med mig nu foretag,
Før han af Moders Liv mig drog,
Jeg er jo ei min egen.

5 Hvor Gud mig fører, ei i Tro
Og Haab mit Hjerte stille;
I mig hans egen Kraft vil bo,
Hvad kan mig fra ham skille?
Thi fatter jeg et trøstigt Mod,
Fordi Guds Vei er altid god,
Ja vist den allerbedste.

6 Hvor Gud mig fører, vil jeg gaa,
Om Foden skulde brænde,
Kan jeg det forud ei forstaa,
Tilsidst jeg dag skal kjende,
At det er ene Trofasthed,
Hvor han mig fører og op ned:
Det er min Trøstens Anker.

Text Information

• First Line: Hvor Gud mig fører, gaar jeg glad
• Publication Date: 1890
• Topic: Søndag efter Nytaar; Sunday after New Year; Kors og Trængsel; Cross andTribulation; Taalmodighed og Hengivenhed i Guds Villie; Patience and Devotion in the Will of God
• Notes: Mel. Guds Søn er kommen af Himmelen; Author/Translator from index: L. Gedicke; H. A. Brorson

Tune Information

(No tune information)